Jeg har længe tænkt på at skrive lidt om at tvillingeamme. Da jeg selv var gravid med tvillinger søgte jeg info om emnet men synes ikke der var meget der var fyldestgørende. Derfor prøver jeg selv at give nogle idéer til hvordan det kan gøres.
Det er vigtigt for mig at jeg kan amme begge mine børn. Jeg havde hørt at jeg ville få ammevejledning på hospitalet – og det var da også tilfældet – men mest fordi jeg spurgte ind til det. Jeg havde besluttet mig fra starten at jeg gerne – om muligt – ville tvillingeamme. Altså amme begge mine drenge samtidigt.
Hospitalspersonalet hjalp mig også da jeg selv sagde at det var meget vigtigt for mig at jeg kunne amme dem begge samtidigt og at jeg havde brug for hjælp. Men havde jeg ikke bedt om det tror jeg ikke jeg havde fået den hjælp jeg fik. Det skal siges de hjalp utroligt meget da jeg bad om det og den hjælp har jeg været meget taknemmelig for
Det er hårdt arbejde at tvillingeamme og det kræver en god “arbejdsplads” og det betyder et godt sted at amme dem begge samtidig samt en god ammepude. Desuden skal man finde en måde at få dem begge op på ammepuden nogenlunde samtidig, og ikke glemme noget. Når først man har sat sig, så flytter man sig ikke lige igen…
Spørg på hospitalet – vær ikke bange eller genert. Det er dine børns ve og vel det drejer sig om og sygeplejeskerne er der for det samme. Men husk også at tænke lidt selv – altså ikke tage det for “gode varer” da du også selv ved hvordan du gerne vil gøre med dit barn…Beslut også inden fødslen hvor vigtigt der er for dig… der ER hårdt arbejde…
Arbejdspladsen
Jeg har en rigtig god sofa stol som har brede armlæn og hvor jeg kan sidde med fødderne flat på gulvet. Denne stol har er guld værd når jeg dobbeltammer. På armlænet har jeg en “beskyttelse” af metal så jeg kan stille vand, et stykke brød m.v uden for mange pletter på armlænet. På den anden side er mit bord med alt andet – fra vand, til olie og tættekam, telefon, bog, fjernbetjening osv. Alt skal være inden for en arms længde – det lærer man hurtigt.
En sygeplejeske lærte mig et trick med at bruge en stofble (ligesom sundhedsplejesken gør når hun vejer dem) som man lægger ud ved siden af din ammeplads og lægger barnet midt i bleen da man så løfter barnet op på ammepuden i stofbleen – lisesom storken…
. Men barnet skal være så tæt på at din arm kan nå….
Det gør at jeg selv kan tvillingeamme når jeg er alene med drengene.
Ammepuden
Når man ikke har haft tvillinger, eller for den sags skyld børn før, så ved man ikke noget om ammepuder. I butikkerne fortæller de gladeligt at dem med kuglerne er rigtigt gode – men spørger man erfarne tvillingemødre fortæller de noget andet…
Jeg kan personligt anbefale dobbeltammepuden fra www.filabel.dk med fossfill. Den er ensfarvet – et plus i min bog – og fyldet gør at børnene ligger i samme højde på hver side. Jeg har brugt min meget og bruger den stadig når jeg tvillingeammer.
Trøske/Svamp
Alle fortæller om hvor ondt det gør at amme i starten. Mit problem var bare at det blev ved… Jeg talte med min sundhedsplejeske og læge om det og fik desværre ikke alt for god vejledning. Lægen sagde at jeg bare ikke skulle amme mine børn så ofte. Hvad skal man så – lade dem græde i flere timer… ?
Det er muligt at det ikke er usundt for ens barn at græde lidt, men flere timer har jeg ingen intention om at lade dem græde. Men det gjorde simpelthen så ondt at jeg selv sad og græd når de diede ved mig. Jeg talte til mange for at se om smerten gik væk. Jeg overvejede mange gange at stoppe – men var for stædig til at stoppe. Jeg vil jo mine børn det bedste. Efter 3-4 uger søgte jeg på internettet og fandt på www.netsundhedsplejeske.dk en artikel omkring svamt /trøske. Da jeg læste det vidste jeg med det samme at det var svamp. Svien / brænden efter amning inde i brystet og smerter ved selve amningen.
Nu kunne jeg da i det mindste komme i behandling for det !!
Efter først 1 uge med Brentan – uden større bedring, fik jeg én pille jeg skulle tage som skulle hjælpe mig efter 2-3 dage, men desværre også uden held… Og i den 3 uge fik jeg noget creme jeg skulle smørre på efter amning og fortsatte i alle 3 uger med Brentan mundhulgel til drengene. Så gik det over… og hvilken lettelse. Det skulle jeg havde gjort fra starten.
Suttebrik
På hospitalet ville den ene af mine drenge ikke tage ordentligt ved. Da jeg ikke har prøvet det med børn før viste jeg ikke at der var hjælpemidler til dette. En nat hvor vi “kæmpede” for han skulle tage ordentligt fat, var der en ældre nat sygeplejeske der sagde at han lignede en der skulle have en suttebrik… og ganske rigtigt…det hjalp utroligt meget.
Spørgsmålet var så senere hvornår han skulle af den igen. Jeg øvede med ham om dagen når jeg enkeltammede, så vi begge var mest koncentrerede, da man jo ikke har 100% koncentration på den ene når man dobbeltammer/tvillingeammer.
Idag er han uden suttebrik og sutter ligeså godt som hans bror – men jeg tror hans sutteteknik også var med til at det gjorde ondt på mig når han diede.
Bøvse…Kolik ?
Efter 3 mdr. begyndte min ene søn at græde i flere timer om dagen og det virkede som om det var pga. ondt i maven. Han krampede sammen, havde luft i maven som han ikke kunne komme ordentligt af med og så græd han i 3-6 timer dagligt.
Efter 5 dage kontaktede jeg en zoneterapeut som ville kigge på ham allerede samme dag for mig. Efter hun havde “arbejdet” med ham i 15 min, og han havde græt (og det samme havde jeg da jeg kunne se hvor ondt det gjorde på ham) en del stoppede hun. Hun henviste os til Lisbeth Knudsen – Kiropraktor i Frederikssund. Lisbeth var flink og tage os allerede samme dag.
Senere samme dag var vi hos hende og de første par minutter kunne man se på ham det gjorde ondt. Efter 5 min blev det bedre og efter 10 min faldt han stille og roligt i søvn i min favn… helt fantastisk
Vi fik en tid igen nogle dage efter, og efter nogle dage fik han tilbagefald men igen hjalp Lisbeth ham.
Ud over Lisbeth’s bethandling sørger jeg nu for at han bliver bøvset mere end normalt. Jeg tager ham fra efter nogle minutter så han kan få de “nederste” bøvser op uden de store problemer, og så naturligvis senere igen og igen til slut. Det betyder at jeg igen har fået en glad dreng som nu også sover igen mere end 45 min af gangen og uden alt for meget gråd.
Om det er det man kalder kolik er ved jeg, men jeg ville ikke tøve med at anbefale hende til andre, da det hun gjorde hjælper min søn.
Vi går stadig hos hende da det ikke er helt løsnet – det er en nærve i nakken der sætter sig fast siger hun. Men hver gang han har været der bliver han igen bedre – og i længere og længere af gangen.
Så tøv ikke med at gå til en kiroprakter det er ikke en “knogle knuser”, fordi de knuser ikke knogler, men hjælper dem der har ondt.
Udmalkning
På hospitalet begyndte jeg at udmalke for at få mælken igang. Men nu er jeg begyndt at malke ud om formiddagen når mine drenge sover og om aftenen efter de er gået i seng. Jeg gør dette fordi det virker som om jeg ikke har nok mælk om aftenen til dem begge. Det er muligt der er, men jeg når ihvertfald at blive meget øm og træt af at amme når det er hver time i 3-4 timer indtil de lægger sig til at sove til nat.
Desuden har min ene søn fundet ud af at han kan få en flaske på det tidspunkt og vil slet ikke lægges til brystet efter kl. 16.30 ca… ret imponerede for en 3½ måned gammel baby… at han ved hvornår han kan få flaske…
Det er hårdt at malke ud da der skal være gået over 1 time fra sidste gang de diede og om aftenen er der ikke nær så meget mælk som om morgenen. Men det gør at jeg endnu ikke behøver at gå på modermælkserstatning. Jeg bliver desværre også nød til at malke ud om natten for at jeg har nok til aftenen efter – men det gør jeg gerne for at de kan få det bedste for dem.
Hvornår stoppe tvillingeamningen ?
Pyyh, det er et godt spørgsmål. Med mine drenge kan jeg se at de om natten godt kan tvillingeamme da de ikke ser så meget omkring sig, fordi de er så trætte. Men om dagen kan de ikke begge længere blive mætte på en tvillingeamning. Min ene søn er for optaget af hvad der foregår omkring ham og jeg bliver derfor nød til at give ham mere når hans bror er færdig – men så som en “single” amning, ellers vågner han efter 1-1½ time igen.
Jeg tvillingeammede næsten hver gang i 2-2½ måned men overvejede også at holde op flere gange, da jeg synes det var hårdt. Idag er jeg rigtig glad for at jeg holdt ud og kan tvillingeamme, så når de begge er sultne på samme tid, kan jeg amme dem begge.
Ammetøj
Eftersom jeg har valgt at amme begge mine børn – og kan – vil jeg gerne gøre det uden at lave et stripshow ud af det hver gang. Og en dobbelt/tvillingeamning kræver ligesom begge bryster ud i det fri samtidigt. Derfor har jeg købt noget ammetøj fra bl.a. www.purlopersille.dk samt www.Motherwear.com.
Motherwear har noget tøj jeg ikke har kunnet finde i danmark, men husk at tolden kan komme på.
Mælkeerstatning ?
Jeg er endnu ikke nået til det sted hvor jeg giver mælkeerstatning. Jeg skal indrømme at det er fristende – så behøver jeg ikke malke ud om aftenen og morgenen og så ville mine drengene sove længere. Men omvendt, så anbefales det trods alt at give modermælk til 3 mdr alderen fuldt ud og evt. med lidt grød/vælling fra 4 mdr. Så hvis jeg bare kan holde ca 14 dage endnu så vil jeg kunne fortsætte med at amme og så kan de få lidt grød om aftenen når de er blevet vand til det.
Afslutning
Jeg ved ikke om noget af dette hjælper nogen. Men jeg håber at nogle andre tvillingemødre kan få gavn af nogle af mine erfaringer og læse at de ikke er de eneste med deres tanker omkring amning.